gartneri

Gartneriet er startet for over 20 år siden som en del af projekt Offside. I nogle lokaler på Nørrebro etablerede man nogle faciliteter og aktiviteter for målgruppen psykisk sårbare. På Nørrebro havde man blandt andet aktiviteter i tilknytning til køkken-cafe. Nogle af folkene bag fandt ud af, at det kunne være en god ide at starte et økologisk gartneri, til at forsyne køkkenet med råvarer – samtidigt med at det udvidede tilbuddene af aktiviteter, som målgruppen kunne være sammen om.

Arealet
Fysisk dækker gartneriets areal lidt under en ha belliggende nær Sengeløse vest for København. Offsides gartneri har holdt til på dette areal siden 1991.
Da Offside startede var arealet dækket med forsythiabuske. Virksomheden som ejede arealet havde udviklet sig på fundamentet af en planteskole som blandt andet solgte forsythiagrene til drivning. På nedenstående fotos fra 2009 ses blomstrende forsythiabuske.

De fleste træer på grunden er af selvsåede frø der er vokset op mellem buskene.

Vi får høstet en del
Samtidigt med de store naturrigdomme har arealet også en rimelig intensiv produktion af økologisk frugt og grønt. Det vi producerer bliver fortrinsvis brugt i køkkenet i Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro eller lokalt når vi laver mad i gartneriet. Men vi leverer også specille afgrøder til nogle restauranter i Jægersborggade (Relæ og Manfreds) – nærmest som en afprøvning af afgrødernes dyrkningspotentiale.

Vi vil gerne være social-økonomisk
Vi ser gode muligheder for at øge produktionen af specialafgrøder og for at afsætte grønsager til andre væresteder i København. I den forbindelse arbejder vi på at skabe en socialøkonomisk virksomhed omkring gartneriet.