Hjemløs

Offside er et aktivitets- og samværssted, hvor voksne mennesker med særlige udfordringer kan komme og være, hygge, spise og deltage i sociale arrangementer.

Der er varm mad til frokost 2 gange om ugen mandag & torsdag kl. 12.30 og aftensmad 1 gang tirsdag kl.18.00. Brugerne er er med til at tilberede maden sammen med den køkkenansvarlige.

Alle grøntsager som køkkenet benytter, kommer fra gartneriet. Vi høster afgrøder efter sæsonen, og tilbereder en ret ud fra det gartneriet har af afgrøder på dagen.Økologiprocenten er 100 % og der købes ingen færdigvarer eller frostvarer som ikke er økologiske.

Der laves mad til mellem 10 og 15 brugere pr. gang, men det vides aldrig hvor mange der dukker op til frokost. Udover den varme ret, kan der også købes kaffe og te, og i tidsrummet mellem kl.10-11 & igen fra 13-16.30. er det muligt at bestille en ostemad på en hjemmebagt bolle til 15 kr.

Måltidet portionsanrettes på tallerkener, og serveres for brugerne ved et fælles bord kl. 12.30. Prisen er 30 kr., og forudbetales.

Vi bestræber os på at gøre spiseoplevelserne hjemlige i vores meget hyggelige lokale. Der kan sidde ca. 10 personer langbordet, og derudover kan der suppleres med små borde, hvis der er mange til mad.

Vi prioriterer fællesspisning ved et veldækket bord med mad og vand, hvor brugere såvel som køkkenpersonalet deltager i måltidet. Dette oplever vi skaber fællesskabsfølelse, tryghed og samhørighed. Det fælles måltid har en unik værdi, som social træning for vores brugere.

Når forårssæsonen er i gang, vil der blive mulighed for at deltage en madaktivitet i vores udekøkken i gartneriet. Her bliver der tilberedt mad over bål, på gasblus eller i lerovn, alt efter hvad vejret tillader.